Velkommen til FEIN #095
I denne uge: Is-figurer, fodbold-docs, vingårde i Toscana, tekstiltryk og en lille smule skamløs selvpromovering.
Hej allesammen 👋🏻
Velkommen til FEIN #095, som samtidig er den første udgave i 2025.
Juleferien er slut og champagneflaskerne er tomme. Kalenderen truer atter med hverdagstrummerum, og årets værste tid er lige om hjørnet. Vi kan lige så godt være ærlige. Det er lidt op af bakke det hele.
Årets første uger kan dog også være spændende, selvom det er mørkt om eftermiddagen og folk har de sure miner på. Januar har nemlig også sin helt egen energi. Det er tiden hvor folk kaster nye bolde op i luften og gør hvad de kan for at finde ny motivation og nye projekter. En tid, hvor vi prøver at skille os af med de ting vi ikke kan lide, og erstatte dem med nye, forbedrede versioner af os selv.
Den slags kan jeg godt lide. Jeg synes der er noget enormt fedt over at turde at se sig selv i spejlet og spørge hvad man kan gøre bedre. Den slags smitter, og jeg er heller ikke selv bleg for at indrømme at jeg hvert år i Januar prøver at se hvor der er plads til forbedringer. Det førte i sin tid til blandt andet til FEIN, som opstod efter jeg en kold Januardag lovede mig selv at prøve kræfter med et nyhedsbrev.
Og nu er vi her, 95 udgaver senere. Og det føles fantastisk.
Tak fordi du hænger på - og godt nytår.
- David
⚽️ Under the Tongue
Hvis du ligesom mig er besat af fodbold, så har du sikkert også et særligt forhold til adidas’ Predator-støvler. Det er der rigtig mange andre, der også har. Så mange, at historien bag alletiders måske mest ikoniske fodboldstøvle nu har fået sin helt egen dokumentar, Under the Tongue.
Filmen, som varer lidt mere end en time, tager os med helt bag kulisserne og forsøger ved hjælp af arkivmateriale og interviews at dechifrere magien bag Predator-linjen.
Det er super underholdende og interessant, også selvom man aldrig selv har haft et par “Preds” på fødderne.
Du kan se hele dokumentaren lige her:
🍦Eiszeit X Christin Büttner
Jeg elsker finurlige og supernørdede mini-projekter. Som for eksempel fotograf Christin Büttners “Eiszeit”, som fanger klassiske iskioskplasticfigurer på analoge fotografier.
Büttner har brugt de seneste par år på at dokumentere sin fascination af de farverige figurer. Nu har hun samlet de bedste skud i en kalender, som kan findes hos Selekkt. Pris: små €30 eller 200 kroner.
Find kalenderen her og find flere af Büttners fotos, lige her.




🎨 Steffi Bauer
Kender du Steffi Bauer? Det burde du.
Steffi er tekstildesigner og illustrator, med base i München. I løbet af de seneste par år har hun formået at få skabt en profil, som er i stadig højere og højere kurs. Hendes arbejde kan i dag ses på alt fra tørklæder og møbler til produktforpakning og kunsttryk. Også på den kommercielle side kører det for den unge Münchnerin: porteføljen indeholder store samarbejder med brands som Reform, Kvadrat, A Kind of Guise, Fritz Hansen, Jo Malone og NKM.
Derudover arrangerer hun workshops, underviser studerende i printteknik, arbejder som konsulent for modelabels, og meget, meget mere.
Læs mere på hendes egen hjemmeside lige her, og find hende på Instagram, lige her.




🍷 Salicutti
Restaurant Tantris er en af Tysklands mest ikoniske restauranter, med mere end 50 år på bagen. Restauranten, som var den første i Tyskland til at gøre sig fortjent til en Michelin-stjerne, drives til dagligt af Eichbauer-familien, som nu i to generationer har sat sit tydelige præg på den tyske gastro-kultur.
Eichbauer-familiens seneste projekt skal dog findes lidt længere sydpå i Toscana. Her er ægteparret Sabine og Felix Eichbauer nemlig i færd med at skabe en nyt tilløbsstykke til dem, der leder efter en oplevelse lidt udover det sædvanlige.
På vingården Salicutti, som ligger i Montalcino små to timer fra Firenze, dyrkes der biologiske råvarer, og ikke mindst, Sangiovese-druer, som Eichbauer-familien omsætter til ædel Brunello. Flaskerne er ikke billige, men det er heller ikke meningen. Salicutti er nydelsesøkonomi når det er bedst, og forbeholdt de heldige få.
It must be nice…
Se mere lige her.




Go follow…
… mig (og min business...)
Det er januar, og freelancere og selvstændige kreative som jeg arbejder benhårdt på få kalenderen i gang igen.
Hvis du står og mangler hænder til et projekt, har lyst til at sparre og smide et par idéer frem og tilbage, eller blot har brug for at ryste op i netværket, så smid mig en mail. Jeg er heldigvis godt booket ud, men jeg er altid klar på en snak og en kaffe, hvis kemien og idéerne passer.
Find mig på Instagram hvis ikke du allerede har gjort det. Smid også et follow efter mit bureau, STUDIO BUTIK. Så bliver jeg glad. Du finder os på Instagram, lige her.
Du kan også finde mig på LinkedIn. Der finder du også en side for STUDIO BUTIK, lige her.
1000 tak.
Det var alt for denne uge.
Husk at du kan være med til at gøre FEIN endnu bedre ved at tegne et årligt eller månedligt støtteabonnement.
Tak fordi du læser med!